Når vi siger, at alle vores ting skal have deres helt egen plads, og at vi skal placere dem samlet der, hvor vi bruger dem mest, så er det naturligvis en forudsætning, at vi ikke har flere ting, end vi rent faktisk har pladser til! At vi kun har det, vi bruger og holder af.
Men det kan være svært at begrænse os i denne tid, hvor mængden af genstande, informationer og muligheder er enorm og overvældende. Hvis vi ikke formår at sortere, prioritere og rydde op, så drukner vi simpelthen i habengut eller i frustration over alt det, vi ikke når eller får.
At prioritere og sortere handler om at tage aktivt stilling til, hvad vi vil have i vores liv og skille os af med det overflødige – det som ikke giver os værdi. En øvelse, man aldrig bliver helt færdig med, men som heldigvis bliver lettere med tiden.
I dette indlæg holder vi os til sorteringen og prioriteringen af vores fysiske genstande (nu når vi er ude begrænsningens kunst…)
De tre magiske tag-stilling-spørgsmål
Når vi tager stilling til, hvad vi vil have i vores liv, kan vi gøre det både “forebyggende” (når vi er ved at anskaffe os nyt) og “helbredende” (når vi sorterer i det, vi allerede har). De fleste oplever det som utroligt befriende at tage stilling – som selv at tage føringen i stedet for at lade stå til.
I bogen Sæt dit rod på plads kalder vi vores bedste tag-stilling-metode for De tre dogmespørgsmål. De spørgsmål, du til enhver tid kan stille dig selv, uanset hvad du skal tage stilling til – fx:
Du står med en ny trøje i butikken, som du overvejer at købe, eller en gammel skål i køkkenet, som du ikke ved, om du skal beholde. Stil så dig selv disse tre, enkle spørgsmål:
- Har jeg brug for den?
- Gør den mit liv lettere?
- Gør den mig lykkelig?
Svarer du med tre gange “nej”, er der tale om noget, der ikke er værdifuldt nok for dig at have i dit liv. Svarer du derimod med en eller flere gange “ja”, så giver du dig selv lov til med god samvittighed at beholde eller invitere en ny ting ind i dit liv.
Hvis det virker for teknisk eller kunstigt med spørgsmålene, så nøjes med at mærke efter: Er det her noget jeg skal have/beholde? Når du har trænet dig op i at tage stilling, tager din fornemmelse aldrig fejl!
PS. Hvis du også vil have gode råd til, hvordan du tager stilling til din tid (og dropper overspringshandlingerne), så anbefaler jeg dig at læse bogen Har du tid? – Styr din tid med omtanke og nå dine mål. Du kan købe den her.