Tag stilling til dine ting

Når vi siger, at alle vores ting skal have deres helt egen plads, og at vi skal placere dem samlet der, hvor vi bruger dem mest, så er det naturligvis en forudsætning, at vi ikke har flere ting, end vi rent faktisk har pladser til! At vi kun har det, vi bruger og holder af.

Men det kan være svært at begrænse os i denne tid, hvor mængden af genstande, informationer og muligheder er enorm og overvældende. Hvis vi ikke formår at sortere, prioritere og rydde op, så drukner vi simpelthen i habengut eller i frustration over alt det, vi ikke når eller får.

At prioritere og sortere handler om at tage aktivt stilling til, hvad vi vil have i vores liv og skille os af med det overflødige – det som ikke giver os værdi. En øvelse, man aldrig bliver helt færdig med, men som heldigvis bliver lettere med tiden.

I dette indlæg holder vi os til sorteringen og prioriteringen af vores fysiske genstande (nu når vi er ude begrænsningens kunst…)

De tre magiske tag-stilling-spørgsmål

Når vi tager stilling til, hvad vi vil have i vores liv, kan vi gøre det både “forebyggende” (når vi er ved at anskaffe os nyt) og “helbredende” (når vi sorterer i det, vi allerede har). De fleste oplever det som utroligt befriende at tage stilling – som selv at tage føringen i stedet for at lade stå til.

I bogen Sæt dit rod på plads kalder vi vores bedste tag-stilling-metode for De tre dogmespørgsmål. De spørgsmål, du til enhver tid kan stille dig selv, uanset hvad du skal tage stilling til – fx:

Du står med en ny trøje i butikken, som du overvejer at købe, eller en gammel skål i køkkenet, som du ikke ved, om du skal beholde. Stil så dig selv disse tre, enkle spørgsmål:

  • Har jeg brug for den?
  • Gør den mit liv lettere?
  • Gør den mig lykkelig?

Svarer du med tre gange “nej”, er der tale om noget, der ikke er værdifuldt nok for dig at have i dit liv. Svarer du derimod med en eller flere gange “ja”, så giver du dig selv lov til med god samvittighed at beholde eller invitere en ny ting ind i dit liv.

Hvis det virker for teknisk eller kunstigt med spørgsmålene, så nøjes med at mærke efter: Er det her noget jeg skal have/beholde? Når du har trænet dig op i at tage stilling, tager din fornemmelse aldrig fejl!

PS. Hvis du også vil have gode råd til, hvordan du tager stilling til din tid (og dropper overspringshandlingerne), så anbefaler jeg dig at læse bogen Har du tid? – Styr din tid med omtanke og nå dine mål. Du kan købe den her.

Placer tingene, hvor du bruger dem mest…

Som beskrevet i det forrige indlæg, er det en rigtigt god ide, at alle vores ting har deres helt eget sted at bo. Det er essentielt for vores overblik, at tingene har en fast plads at vende tilbage til, når vi har brugt dem, så vi ikke skal bruge energi på at lede forgæves efter dem, flytte unødigt rundt på dem og ærgre os.

Men hvad så, hvis vi skal bruge noget og ikke kan huske, hvor dets faste plads er? Der er to ting, vi kan gøre for at imødekommende dette:

  1. Placere vores ting, hvor vi bruger dem mest.
  2. Sørge for, at alle de ting, som relaterer til hinanden, er placeret samme sted.

Lad os for eksempel sige, du har hund; Flere gange om dagen, skal du bruge dens snor – og måske godbidder – til turen. Det oplagte er, at disse har deres faste plads tæt på din hoveddør – der, hvor du har brug for at kunne gribe dem i farten. Men måske har du plads til hundelegetøjet, -negleklipper og -børste der også? Så skal du kun kigge et sted efter alt til hund …

På billedet ses et andet eksempel: “Alt til sko”, der hvor skoene bor – og lige der, hvor de bliver brugt mest…

For som vi skriver i Sæt dit rod på plads: Sandsynligheden for at fare vild er større, hvis vejen hjem er lang!

Det overordnede ryd-op-råd

Helt enkelt: Vi skal sørge for, at alle vores ting har deres helt egen, dedikerede plads!

… for så har de et sted at finde tilbage til, når de har været i brug.

Som udgangspunkt gavner det vores overblik mest, hvis vi sætter vores ting på plads igen lige efter brug. Men nogle gange kan det ikke lade sig gøre, fordi vi heldigvis skal noget vigtigere og sjovere. Men pyt, for når alting har sin egen plads, er det nemt at rydde op senere, når vi får tid.

Det fordrer dog, at vi ikke har mere, end vi bruger og har plads til – mere om stillingtagen og plads senere…

I bogen Sæt dit rod på plads kalder vi ryd-op-råd’et for Hvor skal den bo? Et spørgsmål, som er godt at stille, før man overhovedet anskaffer sig nyt.

Ryd-op-og-skab-overblik-i-en-fart-tip

Kender du det, at boligen har det med at sande til, når du i en periode har ekstra mange ting at se til – at rodet ligesom kommer snigende af selv og breder sig over det hele? At dit momentant manglende overblik manifesterer sig i dine omgivelser, når du er fortravlet? Det gør jeg! Så her får du mit foretrukne ryd-op-i-en-fart-tip til at genvinde overblikket. 

Ryd op i en fart – trin for trin

Sådan gør du:

Trin 1 Begynd fra “den ene ende” af din bolig. Udvælg dig et rum, og koncentrer dig udelukkende om det, og lad være med at bekymre dig om rodet i de andre rum imens.

Trin 2 Identificer alt, der forstyrrer dit blik i rummet – lad os bruge soveværelset som eksempel – og så i gang:

Åben vinduet, red sengen, læg/hæng rent tøj på plads i skabet, og læg snavset tøj lige uden for døren til rummet. Vandglas, iPad, briller, allerede læste bøger og lign., som ikke hører permanent til i rummet, ryger samme vej udenfor døren.

Kast derefter et nyt blik på rummet; er der mere, der forstyrrer billedet? Har alt, som hører til i rummet, fundet deres egne og rigtige pladser, og har alt, som ikke hører til, forladt det? Så luk vinduet igen, og gå ud af værelset.

Trin 3 Tag nu alt det, du har lagt lige uden for døren, og hjælp det i en fart derhen, hvor det i virkeligheden hører til: Vasketøj i vasketøjskurven, glas i opvaskemaskinen, iPad i opladeren, bøger i reolen og så fremdeles.

Trin 4 Skynd dig dernæst tilbage til næste rum efter soveværelset, inden du fristes til at fortsætte andre steder, som måske umiddelbart synes lettere eller “sjovere”. Med andre ord: Skynd dig tilbage til næste rum, inden du kommer til at lave overspringshandlinger – det handler om at holde fokus og holde sig i gang.

Lav samme øvelse i det næste rum, og vupti, inden du får set dig om, er du igennem!

Ryd op til overblik i hjem og sind

Metoden er ment som en hjælp til den hurtige oprydning – det hurtige overblik i hjem og sind.

En grundigere og mere tilbundsgående oprydning vil kræve mere stillingtagen, som fx: Skal bogen rent faktisk tilbage i reolen? Kommer jeg nogensinde til at læse den igen, eller ville en anden kunne få glæde af den i stedet? Mere om stillingtagen senere.

I bogen Sæt dit rod på plads får du en masse konkrete råd til oprydning i alt fra kælder til kvist! Du kan bl.a. købe den her.