Neo Feng shui er en opdateret, dansk version af den ældgamle kinesiske indretningsvisdom, Feng Shui. Grundprincipperne er de samme, men overtroen er skrællet væk, og visdommen er tilpasset vores tid og vestlige levevis. Her kan du læse mere om de vigtigste redskaber til at skabe balance i dit hjem.
Bagua-kortet
Bagua-kortet er et feng shui-redskab, du kan bruge til at identificere, hvor du med størst fordel kan skabe forandring og balance i dit hjem – og dermed i dit liv. Hvert bagua-felt repræsenterer et livstema.
Bagua-kortet “lægger du ned over” din boligs plantegning. På den måde kan du se, hvilke livstemaer hvert rum repræsenterer. Man indretter sig, som man har det, og du kan derfor bruge bagua-kortet som et slags “diagnose-redskab”.
Bagua-felterne
- Karriere og Livsbane
- Visdom og selvudvikling
- Familie og helbred
- Rigdom og velstand
- Omdømme og berømmelse
- Kærlighed og parforhold
- Børn og kreativitet
- Hjælpsomme mennesker og rejser
- Center
Energien i Feng Shui
Energien er nødvendig for din trivsel. Den lyder måske som en udefinerbar størrelse, men betyder i Feng Shui det samme som flow og bevægelse. Hvis du selv kan bevæge dig frit rundt i et rum, så kan energien det også – hvis du selv kan finde vej, kan energien og dens nærende egenskaber også.
Hvis du opholder dig i et rum, hvor energien kan cirkulere, vil du føle overskud. Opholder du dig derimod i et rum fyldt med barrierer, vil du føle dig træt og opgivende.
Prøv at identificere de små barrierer, som spænder ben for dig i hverdagen, og som gør, at du mangler energi. Rod, fastgroede bunker eller for mange ting, du ikke længere bruger eller holder af, er eksempler på barrierer, som stjæler din energi. Du ved, at bunkerne er der, men du ser dem måske ikke længere. Det kan også være møbler, der står på en uhensigtsmæssig måde, som blokerer for din energi.
De fem elementer
De fem elementer kan du bruge til at skabe balance og trivsel i din bolig og dit liv. Det gør du ved bevidst at arbejde med farver, former og materialer. Særligt farver er et effektivt redskab i neo feng shui, idet enhver farvenuance påvirker dig med en bestemt egenskab. Det kan du udnytte til at indrette et rum, så det påvirker dig optimalt i forhold til præcis dine ønsker og behov.
Er der balance i elementerne, påvirker det dig positivt. Er der derimod ubalance i elementerne – hvis et eller flere elementer er over- eller underrepræsenterede – påvirker det dig negativt.
I neo feng shui – ligesom i klassisk kinesisk medicin som zoneterapi og akupunktur – udgøres de fem elementer af:
Ild-elementet – det aktive element, der får tingene til at ske, når det er i balance. Det højner energien og skaber intimitet, nærvær og varme. Ild-elementet er de rødlige nuancer.
Jord-elementet i den rette balance skaber stabilitet, tryghed og ro. Det hjælper dig til at skabe et solidt fundament. Jord-elementet er de brunlige og gule nuancer.
Vand-elementet i den rette balance styrker kommunikation og skaber flow og energi. Det styrker din evne til at lære nyt og lære af dine erfaringer. Vand-elementet er de blå nuancer og sort – og ja, vand.
Træ-elementet giver dig i den rette balance styrke, mod og fleksibilitet og står for fornyelse og forandring. Træ-elementet er de grønne nuancer samt ting af træ.
Metal-elementet i den rette balance skaber klarhed, overblik og struktur og hjælper dig til at få sat tingene i orden. Metal-elementet er hvid, pastelfarver og ting af metal.
Du kan læse mere om, hvordan du kan få hjælp til at indrette dit hjem med Feng Shui eller ringe på tlf. 2546 2040, hvis du ønsker at lave en aftale.
