Tag stilling – og lev et enklere liv…

Simple living, minimalisme, det enkle liv, oprydning… Det lyder alt sammen både rigtigt, nødvendigt og smart, og det er det på mange måder også. Vi lever nemlig i en tid, hvor mængden af genstande, informationer og muligheder er enorm og overvældende, og hvis vi ikke formår at sortere, prioritere og rydde op, så drukner vi i habengut eller i frustration over alt det, vi ikke når eller får.

Men alt med måde. Da Charlotte Wieth-Klitgaard og jeg udgav vores første bog “Sæt dit rod på plads” – og brug din tid på det, som giver værdi“, spurgte en journalist, “om vi så levede efter den der regel om, at man kun må have 200 ting i sit liv”. Nej, for os handler det at rydde op ikke om at lave regler, begrænse os og have så lidt som muligt, for os handler det om skabe balance og have det, der føles rigtigt for os, nemlig:

  • Det, vi har brug for
  • Det, der gør vores liv lettere – og
  • Det, der gør os lykkelige.

Det handler med andre ord om at tage stilling til alt, hvad vi gerne vil have i vores liv og så sortere det overflødige fra. En øvelse, man aldrig bliver helt færdig med, men som heldigvis bliver lettere med tiden… Og så skal vi endelig huske, at det, der er det rigtige for den ene at prioritere, ikke nødvendigvis er det for den anden – det er fuldstændigt individuelt.

De tre magiske tag-stilling-spørgsmål

Når vi tager stilling til, hvad vi vil have i vores liv, kan vi gøre det både  “forebyggende” og “helbredende”. Forebyggende, når vi er ved at anskaffe os nyt, og helbredende, når vi sorterer i det, vi allerede har. Og det er utroligt befriende at tage stilling – som at tage føringen i stedet for bare at lade stå til. Her får du derfor vores nummer-1-tag-stilling-og-ryd-op-metode – prøv bare:

Du står med en ny trøje, en aftale eller en gammel skål, du skal tage stilling til, og så stiller du dig selv disse tre, enkle, magiske spørgsmål:

  • Har jeg brug for den?
  • Gør den mit liv lettere?
  • Gør den mig lykkelig?

Svarer du med tre gange “nej”, er der tale om noget, der ikke er værdifuldt nok for dig at have i dit liv.

Svarer du med en eller flere gange “ja”, så giver du dig selv lov til med god samvittighed at invitere en ny yndlingsting eller -beskæftigelse ind i dit liv (eller beholde en eksisterende, selvfølgelig), tillykke!

Prøv selv og lev et enklere liv med det, der giver dig værdi!

PS. Hvis det virker for teknisk med spørgsmålene, så nøjes blot med at mærke efter; er det her noget jeg skal/skal have? Din fornemmelse tager aldrig fejl!