Hvilken rod er du?

Diskuterer du med dine nærmeste om, hvornår det er tid til at rydde op – eller om det overhovedet roder? Bliver du gal på dig selv, når du leder og ikke finder? Har du prøvet at miste overblikket, fordi du drukner i habengut? Har du svært ved at skille dig af med noget? Så er du ikke alene!

Forskelligt syn på rod og orden

Som med alt andet her i livet er vi mennesker også forskellige typer, når det kommer til vores forhold til rod og orden. Der er ingen rigtige eller forkerte typer, men det kan være en kæmpe fordel at kende sin egen og andres, for så bliver man mere forstående og tilgivende – både over for sig selv og dem.

Se derfor, om du kan genkende dig selv i en eller flere af følgende:

Ordensgeneralen

Du trives allerbedst med disciplin og kontrol over sagerne. Du har svært ved at abstrahere fra rod, også selvom du måske er i gang med en vigtigere opgave. Bøjlerne i dit klædeskab er ens, du elsker to do-lister og har det svært med rodehoveder.

Det naturlige ordensmenneske

Hvem der bare var… Du har et ryddeligt og effektivt hjem. Du rydder ikke op som sådan, du lægger bare løbende på plads! Dog kan du have svært ved at slappe af, hvis du ikke lige foretager dig noget.

Det tillærte ordensmenneske

Måske var du et rodehoved engang, men du har fundet ud af, at der er en stor gevinst ved at vide, hvor du har dine ting, så du ikke skal bruge tid på at lede og penge på at købe nyt, som du har i forvejen. Du har så at sige set lyset og fordelene ved orden – blot kan du komme til at prædige lidt over for andre.

Samleren

Du har rigtigt mange ting og har meget svært ved at skille dig af med noget. Måske har du det både pænt og ryddeligt, men åbner man skabe og skuffer og kigger bag dørene, åbenbarer det overflødige sig. Du er til gengæld rigtigt flink, for du gemmer også gerne for andre!

Rodehovedet

Du ved godt selv, at du er et rodehoved. Ikke, at du selv ser rodet, men du ved godt, at andre ser det og trives ikke med det. Du samler ligesom samleren, dog ikke organiseret – tingene samler sig ligesom af sig selv. Du bruger meget tid på at lede og har mistet overblikket over, hvad du har.

Hvis du er nysgerrig på at lære mere om din egen og dine nærmestes type, kan du læse mere om, hvilken rod du er i Sæt dit rod på plads – og brug din tid på det, der giver dig værdi – eller endnu bedre: tag testen 🙂